Stiften 10/01/21

Kender du det? At der ligesom mangler noget. Eller nogen? Du er på vej ud af døren på vej til fest, men du kan ikke slippe følelsen af, at du har glemt noget. Nu står du foran spejlet, klapper dig forsigtigt på lommen, mens dine øjne glider rundt i stuen. Hvad pokker er det der mangler? Du gransker din hukommelse, men lige meget hjælper det: Du kan bare ikke komme i tanker om, hvad det skulle være. Så giver du op, trækker på skulderen, går ud i gangen for at tage frakke på og trasker ud i regnen. De fleste kan genkalde sig fornemmelsen, som vi kender som intuition, fordi underbevidstheden godt ved, hvad det er, der er glemt. Du kan bare ikke trække det frem i din bevidsthed. Måske er det kaffemaskinen, du har glemt at slukke? Eller et vindue, som står åbent? Eller en aftale, du har svedt ud og som din underbevidsthed nu desperat forsøger at gøre dig opmærksom på: Så se dog i kalenderen, nærmest råber underbevidstheden, men bevidstheden er allerede på vej ud af døren.

Retssikkerhed er et ord, der oftere og oftere dukker op i min bevidsthed. Hvor går grænsen for eksempel mellem at holde øje og overvåge? Hvordan sætter vi skelpælen mellem det fælles bedste og den enkeltes rettigheder? Tanken kommer selvfølgelig i kølvandet på Covid-19-epidemien, hvor jeg helt generelt har været – og er – tryg ved den måde, vores samfund med regeringen i spidsen har reageret. Store beslutninger har skulle træffes på kort tid og det kalder på forståelse for fejl og skøn, men der er en kant. Derfor er jeg rigtig glad for, at epidemiloven blev ændret, så der nu er parlamentarisk kontrol og gennemsigtighed i beslutningerne. De samme principper gælder i den helt nære hverdag. For eksempel betyder meget indviklede regler på socialområdet, at borgere – der ofte er økonomisk og socialt svage – som har brug for hjælp, reelt står uden basal retssikkerhed. Reglerne er bøvlede og ændrer sig i øvrigt med en hast, der gør det umuligt at følge med selv for de rådgivere, som skulle være de udsattes hjælpere. Situationen kalder på en ny socialreform, der som Steinckes reform i 1933 kan rydde op i det kludetæppe af regler, der er på området. Lap på lap er reglerne blevet ændret og med det forsvinder gennemsigtigheden, som er en af forudsætningerne for retssikkerhed. 

På samme måde er vi udfordrede, når der sker forandringer i vores samfund eller epidemier, bander eller terrortrusler truer vores samfundsorden. Vi ændrer lovene for at bekæmpe det ekstreme og forandrer med små ryk vores verden, til den er uigenkaldelig for de fleste af os. Havde nogen f.eks. i slutningen af 1980’erne fortalt 20-årige Henrik, at der i 2021 ville være 1,5 millioner overvågningskameraer i Danmark (heraf 300.000 i det offentlige rum) som ville følge din mindste færden, og at landets regering vil forbyde mennesker at opholde sig bestemte steder alene, fordi deres tilstedeværelse kan gøre andre urolige, havde jeg afvist det som juridisk science fiction. Og hvis andre havde fortalt mig, at der ude i fremtiden ville komme en lov, hvor en minister – uden at spørge domstolene – administrativ kunne frakendelse danske borgere deres statsborgerskab eller at staten skulle bestemme, hvordan man må gå klædt, var oprøret formentlig brudt ud. I hvert fald inde i mig.

Og nej, det er ikke fordi jeg mener, at uro og vold i gaderne, terror eller ekstremisme skal ties ihjel. Men vi skal bekæmpe det med retsstatens stærkeste våben: gennemsigtighed, sikring af alle borgeres rettigheder, retten til at få prøvet en sag ved domstolene og beskyttelse af frihedsrettighederne. Gerne med flere og endnu bedre uddannede betjente, men aldrig ved at slække på de grundlæggende principper.

Derfor er der al mulig grund til i fællesskab at gøre os bevidste om, at hvis vi ikke står fast på retssikkerheden, så glemmer vi den. Og en dag er det måske for sent.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Avatar placeholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *