Stiften 6/5/21

Nøj, hvor du ligner din far.’

Som du dog minder om din mor.’

På vej mod min 52-års-fødselsdag bliver jeg bekræftet gang på gang: Vi er alle sammen vores forældres børn, men selv om jeg i mit tilfælde er stolt af mit ophav, så har ingen valgt sine forældre. Det er os som forældre, der vælger at få vores børn med alle de glæder og det ansvar, der følger med. Det eneste børnene har gjort, er at blive født.

Hvis forældrene svigter, griber samfundet ind. Med hjælp og støtte for at se, hvad der kan gøres for at få forældrene til at tage ansvar og familien til at fungere. Men i sidste instans om nødvendigt ved at skille børn og forældre. Det betyder ikke, at alle problemer dermed er løst. For et barn, der bliver adskilt fra sine forældre, er det en livslang kamp for at finde fodfæste og retning. Livet er fyldt med den slags dilemmaer, hvor man ikke får valget mellem to perfekte løsninger, men derimod uperfekte løsninger, som tvinger én til at prioritere: Hvad er det mindste onde?

Det er de overvejelser, jeg har siddet med i de forgangne måneder som del af forhandlingerne om en reform for støtte til børn i udsatte familier. Regeringen spillede i marts ud med sin plan, Børnene Først, der rummede en lang række forslag til handlinger ift. udsatte familier og børn. En del var godt godt, men der var desværre også et stramt fokus på tvang og straf. Derfor har første del af forhandlingerne handlet om at få fjernet de store og tydelige tidsler, som udspillet indeholdt. Radikale siger nej til generelt at gøre det lettere at bortadoptere, nej til at automatiske vurderinger af om anbringelser skal være permanente, nej til at dele lovgivningen op i socialt udsatte børn og handicappede børn og nej til flere anbringelser som et mål i sig selv.

Den tyske forfatter Irmgard Keun skrev i 1938 ‘Kind Alle Länder’ (på dansk ‘Barn af Verden’) om pigen Kully, hvis drikfældige og upålidelige fars pengeforbrug sender hele familien på en nærmest evig rejse væk fra kreditorer og på flugt fra vrede hotelværter; fra Berlin til Ostende, til Salzburg og Prag, videre over Bruxelles og Amsterdam, sydpå til Frankrig inden turen gik over Atlanten til New York og Virginia – og tilbage igen til Tyskland. Ingen tog Kullys parti. I alle byer vendte alle den lille pige ryggen. Overalt var der menneskelig kulde i tillæg til den fysiske. Den 9-årige pige var blevet et Barn af Verden, altid på farten, aldrig et sted at føle sig hjemme. 

Det er præcis det, vi skal undgå. At børn oplever at være fordrevne. Alle børn skal have et sted, de kan kalde hjemme. Ikke alle børn kan bo hos deres forældre, men det betyder ikke, at de ikke skal have et hjem. Det ansvar skal fællesskabet tage på sig. Vi skal sikre kvalitet i anbringelser og en reform ift. både plejefamilier og døgninstitutioner med krav om bedre uddannelse og god ledelse. Samtidig skal vi sikre, at der er tid og kompetencer til at sagsbehandle – det vil sige, dykke ned i børnenes forhold, tale med dem og sikre dem den rette hjælp – og vi skal opspore de udsatte børn tidligt og i tide.

Det har – sammen med krav om bedre efterværn, bedre samarbejde mellem kommune og civilsamfund samt en strategi for forskning inden for feltet udsatte børn – været mine pejlemærker i forhandlingerne.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *