Stiften uge 13, 2021

“Danmark er en brugsforening,” sagde historikeren Palle Lauring, når han opsummerede den danske folkesjæl. Andelsbevægelsen er kernedansk med sine grundlæggende tanker om at stemme efter hoveder, ikke høveder (én mand, én stemme) og erkendelsen af, at pengene række længere, når man investerer sammen. Noget andet er, at den moderne andelsbevægelse egentlig stammer fra Rochdale i England, men sådan er det med megen kultur, som vi er stolte af og hylder som ægte dansk.

Op gennem forrige århundrede var Danmark præget af et hav af andelsforeninger og -selskaber, der gav medlemmerne billigere varer, fordi fælles indkøb betød volumen og dermed fordelagtige priser – og bedre bedre salgspriser, fordi man kunne udvikle produkter og markedsføre sammen. Læsere af denne klumme vil vide, at jeg er opvokset i en brugsforening på landet. Indtil slutningen af 1960’erne havde brugsen en afdeling for grovvarer, inden den blev selvstændig og til Den Lokale Andel. Den leverede bl.a. foder til landmændene, og skråt overfor brugsen ligger stadig det tidligere andelsmejeri. To gange om ugen blev der kørt landtur, hvor der blev samlet æg til den fælles andelsdrevne æg-central, der i øvrigt lå ved siden af andelsforeningen for gartnerne, GASA. Danmark var i sandhed en andelsforening.

I dag er antallet af selvstændige andelsforeninger faldet drastisk, men trods nye vinde er både Arla, COOP og DLG stadig andelsselskaber med begrænset ansvar, A.M.B.A., for den kan fortsat noget, andelstanken. Idéen om, at mennesker som har noget til fælles, slår pjalterne sammen og udvikler en idé eller et produkt. Og selv om ‘sig-selv-nok’ har trængt andelstanken i defensiven, rummer den måske en del af svaret på, hvordan vi tackler nogle af nutidens udfordringer.

Tag nu klimakrisen. Mit parti foreslår, at vi afsætter penge til at starte og støtte  ”Andelsforeningen for planter til mennesker”. Den Grønne Andel. Vi ved, at der bliver behov for at udskifte en del af vores kost, som i dag er kød, med plantebaserede alternativer. Nej, jeg taler ikke om at stoppe med at spise røde bøffer, men at udskifte en del og lade dansk landbrug gå forrest. 

Idéen er at, landmænd og producenter går sammen om at udvikle, forarbejde, genbruge, sælge og eksportere planter fra Danmark og direkte til mennesker i hele verden. En slags ny Rochdale, som kan bringe sunde. grønne madvarer på middagsbordene og Danmark i front på det globale marked. Præcis som landbrugets andelsselskaber har gjort det og som i dag sikrer Danmark milliardindtægter fra eksport og tusindvis af arbejdspladser, der igen er med til at holde velfærden i gang. Fordi de slog sammen og skabte en slagkraftig organisation, der kunne producere, forældre og sælge gode danske varer. Hver for sig er det så godt som umuligt at skubbe gang i store forandringer, men sammen kan vi meget. Eller som de sagde i Hjedding i Vestjylland, efter de i 1882 havde åbnet det første danske andelsmejeri: “Hvad én mand ej magtede, de mange løfte.” 


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *