Stiften 20/02/21 – Danmarks nyslåede verdensmestre i håndbold er resultatet af talent, hårdt slid og evnen til at slå til, præcis når det gælder. Og så er det resultatet af den sure duft af jordslåede håndklæder, som har ligget for længe i en sportstaske og lyden af latter og dårlige vittigheder, mens stole skramler hen over gulvet i hallens cafeteria efter træning.

Hver og en af de danske håndboldherrer har nemlig fået deres sportslige og en stor del af deres åndelige opdragelse i forenings-Danmark. Foreninger, hvor frivillige kæmper for at sørge for, at der er bolde at træne med, halgulvet er rent, kørsel til U8-kampen og at der er styr på økonomien. Jeg gætter på, at både Henrik Mølgaard, Landin-brødrene, Lasse Svan og alle de andre enten har slæbt bænke til halbal, flyttet borde til julebazaren eller solgt lodsedler til bedsteforældre og naboer for at hjælpe med at skrabe penge sammen til deres idrætsforening. Et lille tandhjul i et fællesskab, hvor alle er er afhængige af hinanden og at man bidrager med mere end selv forventer at få igen.

Når jeg som barn rejste mig fra bordet, var det er naturlig forventning, at jeg tog min tallerken, mit bestik og glas og satte det i opvaskemaskinen. Og så en dag, da jeg var blevet gammel nok, lød det pludselig fra min mor; ‘tag lige noget i den anden hånd også’. 

‘Jamen, jeg har jo mine ting med,’ lød mit forsvar, men der var ikke noget at gøre.

‘Du ved jo ikke, om en af vi andre ikke kan have vores ting – og hvad med skålene, vandkanden og de andre ting,’ formanede min mor venligt.

Og sådan blev det. Man husker altid at tage noget i begge hænder, fordi vi på den måde får ryddet bordet hurtigere og giver plads til, at nogen har en dårlig dag og måske glemmer sit glas eller måske lige netop den dag har noget, der er lidt vigtigere. Og så er det en lille hilsen til fællesskabet; jeg er villig til at bære mere end min part for at få det til at lykkes.

I Cairo lykkedes det. Igen. Alle bød sig til, de med overskud bød sig til, da andre hang i bremsen. Individuelt talent, hård slid, blik for fællesskabet og selvfølgelig en lille smule held skabte på ny flotte resultater i en sport. Mine forældre var foreningsaktive i en næsten ekstrem grad; borgerforeningen, forsamlingshuset, spejderne, husmoderforeningen (den fortæller jeg mere om en anden god gang), menighedsrådet, uddelerforeningen, vandværket og altså idrætsforeningen. Derfor ved jeg godt, at jeg måske er en smule forudindtaget på vegne af Forenings-Danmark. Men i en tid, hvor vi med den tidligere AGF-træner Peter Rudbæks ord er gået fra ‘Første Maj’ til ‘Mig Først’ (du skal sige det højt for dig selv, før det giver mening) er der grund til at hylde alle de ubesungne helte: Kassererne, de boldansvarlige, kioskpasseren, trøjevaskerne, de kampansvarlige, de som kører en ekstra gang med ungerne selv om det ikke var deres tur. Og alle de andre, ingen andre nævnt, ingen andre glemt.

Hverken håndbold – eller politik for den sags skyld – er en énmandssport, og det kan vi have vi en tendens til at glemme, når et hold vinder og en stjerne har funklet lidt klarere end de andre. Eller når en stjerne skifter klub – eller en politiker parti. 

Vi skal huske, at bag dem er alle de, der gør mere for fællesskabet, end de forventer at få igen. 

Tillykke til Forenings-Danmark med titlen!


0 Kommentarer

Skriv et svar

Avatar placeholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *