Stiften 22/12/20

Et juletræ skal nå helt op til loftet. Det er en slags international standard, som mine børn har indført og som der ikke kan dispenseres fra. Når stjernen er sat på toppen, skal dens øverste tak strejfe loftet, ellers bliver det ikke rigtig jul. Sådan er det også i år, selvom jeg først rammer Aarhus den 23. december; juletræet skal nå til loftet. 

Det er en kliché, men sandt; julen er børnenes fest og en af de sværeste ting ved at blive voksen, er at julen mister en stor del af sin magi. Det vil sige, der er stadig hyggen, den gode mad og at være sammen med familien, men det er ikke det samme. Jeg husker, hvordan der i løbet af dagen, før den store aften var spænding i kroppen, som var man et genopladeligt batteri. Så sagde min mor, at vi – tre brødre med mig som alderspræsident – skulle lægge os og sove til middag, så vi kunne være friske hele aftenen til julemad, dans, sang og gaver. Sove? Hvem kunne sove med udsigt til sådan en aften? Men sådan blev det, min mor bed man ikke skeer med i den henseende, og friske som Rip, Rap og Rup kunne vi så fejre jul,  når morfar havde malket køerne og min far lukket butikken.

Mine børn har haft det på samme måde: de let skævlende hænder, når de rundede hjørnet til stuen, hvor de to jule-elge stod og hvor adventsgaverne ville være, hvis nissen havde været forbi. Nu har de formentlig mistet troen på nissen (hvis ikke, så var det altså ikke mor og mig, der spiste af den risengrød, som vi stillede frem til Nissen), men hyggen er stadig helt særlig, når det er jul. 

Ikke alle børn har den luksus at have en forælder, som kan skabe julemagi. Mange – alt for mange – børn vokser op i trange sociale kår. Nogle med forældre, der er plaget af misbrug eller psykiske lidelser, andre ‘blot’ med forældre, der ikke kan give deres børn den gave eller den julemiddag, som de allermest ønsker. Et liv i relativ fattigdom og uden den nødvendige omsorg er en falliterklæring for et land så rigt som vores. 

Jeg ønsker alle en god og glædelig jul. Og opfordrer alle, der har noget at give, om at give bidrag til de frivillige organisationer, der hvert år kæmper for at give så mange familier som muligt en julepakke. Måske med juleanden eller en flæskesteg. Måske med legetøj eller varmt tøj. Måske med julegodter og lidt knas. Dit bidrag til Kirkens Korshær, Børnenes Kontor, Red Barnet eller en de andre fantastiske sociale organisationer kan gøre en forskel. Eller giv selv en hånd med; klik ind på frivilligjob.dk og find dit næste frivillige engagement.

For de, der kan, skal. Det er det, julen handler om, tænker jeg.

På Christiansborg har julefreden endelig sænket sig – efter et efterår og en december, der har været præget af uenighed, mistillid og til tider strid omkring ikke mindst minksagen. Der er stadig sten at vende i den sag, og derfor er jeg stjerneglad for, at der nu er en bred opbakning til et radialt ønske om en ny type undersøgelse af sager som minksagen; en granskningskommission, der kan arbejde hurtigt og sikre afklaring af ansvar. Jeg har ét juleønske, der topper alle de andre: At vi alle fortsat vil prøve at nå hinanden, når vi laver aftaler. Vi skal strække os på tæerne. Lidt ligesom når man sætter stjernen på træet.

Det vil jeg gøre nu, bøje toppen lidt, mens jeg gør det, for ikke at støde mod loftet. Så vil jeg spise med min familie og tænke på dem jeg savner, holder af og endnu ikke har mødt.

Glædelig jul.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Avatar placeholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *