Stiften 20/01/21 – Sårbare børn fylder meget i mit liv. De fylder i mit eget arbejdsliv, hvor diskussionerne om, hvordan vi giver alle børn og unge en tryg og god barndom og ungdom er en fast del af hverdagen: Hvorfor vi trods årtiers kamp endnu ikke har formået at sikre, at alle børn kommer gennem folkeskolen med en brugbar eksamen, og hvorfor alt for mange børn og unge stadig vokser op i hjem med misbrug og misrøgt.

Men mest af alt fylder denne diskussion meget, fordi min bedre halvdel gennem hele sit arbejdsliv har arbejdet med børn og unge, der fra livets start ikke har fået de bedste kort på hånden. Derfor har samtaler om det rimelige i vores samfunds måde at møde disse unge, været en fast del af hvert eneste måltid i vores hjem, siden hun og jeg i forrige årtusinde for alvor kastede os ind i arbejdslivet.

Flere ting går igen i disse snakke hen over middagsbordet, men også i de samtaler, jeg hen over de seneste måneder har haft med fagfolk, tidligere anbragte samt civilsamfunds- og interesseorganisationer: At vi ofte glemmer, at anbragte unge er helt almindelige børn og unge, der er endt i en ualmindelig situation og at de har ret til et helt liv med samme drømme, muligheder og rettigheder som andre unge. De er anbragte uden for hjemmet, men de har samme ret til ret til ro og kontinuitet i deres liv med en god overgang til voksenlivet

Derfor har Radikale Venstre i denne uge spillet ud med en national handlingsplan for bedre anbringelser. Det er en plan, der peger på styrket forskning, en garanti for et trygt hjem til det 25. år, økonomisk ligestilling, bedre uddannelse til fagfolkene og specialiserede regionale botilbud. Vores udspil kommer som svar på regeringens bebudede, men forsinkede udspil ‘Børnene Først’, som statsministeren i forrige nytårstale tog hul på. Det gjorde hun bl.a. ved at bebude flere anbringelser som et mål i sig selv. Det krav kan jeg ikke støtte. Det er ikke et mål i sig selv at øge antallet af anbringelser. Det er et mål at lave bedre og rettidige anbringelser. Løsningen ligger ikke i et tal, men i den faglighed, viden og praksis, der er på området.

Det indebærer blandt andet, at vi skal være bedre til at sætte enkle mål for en anbringelse, der samtidig tager udgangspunkt i, at vi har samme forventninger til anbragte børn og unge som til andre børn og unge. Vi bruger store summer på anbringelser, men der er reelt ingen forskning i, hvad der virker bedst. Det skal vi ændre på gennem målrettet forskning, som kommunerne og regionerne kan anvende direkte i arbejdet. Regionerne skal i den forbindelse spille en større rolle, så svære sager og undersøgelsen af det bedste tilbud til det enkelte barn/den enkelte unge, bliver lagt under regionerne.

Samtidig ønsker vi en forbedring af det nuværende efterværn, som på mange måder har vist sine begrænsninger. I stedet foreslår vi en Bolig-hjem-garanti, hvor anbragte unge bliver garanteret et hjem frem til det 25. år, gerne hos plejefamilien eller i egen lejlighed for kontakt til god støtte. Desuden er der behov for anbragte unge bliver sidestillede med øvrige unge og får adgang til SU, ligesom den ungeydelse som forældre til andre unge får, bliver samlet op på en særlig ungekonto til brug for etablering, når den unge flytter for sig selv. Samtidig foreslår vi en række forbedringer af eksisterende tiltag og indsatser, og udspillet understreger de biologiske forældres rolle og at vi skal lytte til barnet/den unges stemme 

Endelig skal vi styrke grund- og efteruddannelse af socialrådgivere, men også pædagoger og lærere, så det bliver en del af uddannelsen at arbejde med udsatte og anbragte børn og unge.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Avatar placeholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *