Stiften 18/11/20

Fra min stue kan jeg skæve over mod Letbanens stoppested i Kongsvang, og lyden af IC3-toget til og fra Aarhus H, der passerer forbi i baggrunden af lydbilledet, er en fast del af livet i min have. Nu sidder jeg så i 06.15-toget mod København og ser mit hus passere forbi. Det hele er ligesom vendt på hovedet – lidt lige som i mit liv generelt.

For togturen ender på Christiansborg, hvor jeg det kommende halve år er indkaldt som stedfortræder for min gode partifælle Anne Sophie Callesen, mens hun er på barsel. 

Ved valget i 2019 fik jeg ikke stemmer nok til en plads i Folketinget og havde egentlig lagt politik på hylden. Valgkampen var fantastisk – tænk at kunne diskutere de vigtigste emner i vores samfund dagen lang, uge efter uge. I lidt over tre år var livet som kandidat nærmest et parallelt liv for mig, og da jeg ikke fik en plads i Folketinget, fulgte jeg den aftale, jeg havde lavet med min hustru; at dét var dét.

Men så skete livet, som John Lennon udtrykte det: Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer, og via en barselsorlov og en sygemelding sidder jeg altså nu i IC3-toget på vej mod København.

MIn have ligger i Viby, hvor jeg har boet siden mine børn startede i skole, her har jeg arbejdet siden jeg i 1998 havde første arbejdsdag på et konkurrerende dagblad. Jeg har læst, levet og boet i byen siden 1990 og kan huske den første gang jeg vendte hjem fra et besøg hos mine forældre, hvor jeg tænkte, at nu kom jeg ‘hjem til Aarhus’. 

Aarhus er mit hjem. Eller rettere; 8260 er mit hjem.

I toget får tankerne lov at vandre; hvad mon det nye – omend midlertidige – liv som folkevalgt vil betyde? For selv om pladsen i Folketinget er midlertidig, er den samtidig er platform: Herfra kan jeg sige og lægge vægt på de ting, som kort efter min ankomst til Aarhus fik mig til at melde mig ind i Det Radikale Venstre: 

At man skal behandle andre med den samme respekt, som man selv forventer. 

At selv om vi er forskellige, er vi lige meget værd – omskrevet kan man sige, at vi stemmer efter hoveder, ikke høveder (ja, jeg er fra landet og andelsbevægelsen har været en stor del af min barndom). 

At uddannelse er enhver generations arv til den næste; jeg er den første i min familie, som blev student og i sommer blev min datter den første af mine forældres børnebørn til at gøre det samme. 

At man skal tage vare på naturen, tænke sig om når man handler og genbruge,hvor man kan. Min hustru kalder mig stadig drillende ved min mors navn, når jeg folder en gammel, slidt plastikpose og lægger den i skuffen til genbrug.

Jeg meldte mig ind i det, som min far kaldte ‘Snusfornuftigt Folkeparti’, men som han kun har stemt på to gange; da Hilmar var statsminister. Og da hans søn stillede op til folketinget. Snusfornuft går formentlig i arv.  Og nu sidder jeg altså i toget på vej mod Folketinget. Min ungdoms drøm og mit livs mål. For politik handler om at gøre en forskel, og hvis ikke dér – på Christiansborg – hvor så? Og i morgen er første ordførertale i Folketingssalen…


0 Kommentarer

Skriv et svar

Avatar placeholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *