Stiften 23-01-21 – Kan du huske det? Hvor du var, da din bedstefar døde? Var det sommer eller vinter? Husker du, hvad du tænkte og hvad du følte? Kan du genkalde dig følelsen? Jeg kan. Min bedstefar døde på Aalborg Sygehus dagen før min 11 års fødselsdag, mens jeg var på vej ned i kiosken for at købe en is, som min onkel havde givet mig penge til for at fjerne tankerne lidt fra det triste. Og jeg var knust.

På samme måde husker vi alle sammen de skelsættende begivenheder i vores samtid: Første mand på månen, bilfrie søndage, AIDS-frygten i 1980’erne, murens fald, terrorangrebene i New York. Noget husker vi, fordi det ramte os personligt, andet husker vi fordi det for altid ændrede den måde, vi ser verden. For eksempel er jeg født en uge inden det første menneske satte en fod på månen, hvilket jeg naturligvis ikke husker det fjerneste af. Men det ændrede den måde mennesket ser sig selv i universet – og det minder mig om, at der i min levetid har været en virkelighed, hvor der ikke havde været et menneske på månen. 

Hændelser, begivenheder og følelser, der bliver hængende og som på alle måder former os: De store verdensomspændende begivenheder er en fælles ramme for den fortælling, som er vores liv. Og de følelser, der fylder os hver især, når livet rammer, er på samme måde fælles for os alle som mennesker. Spørgsmålet er, hvad har vi lært af Coronakrisen? Hvad gjorde krisen ved vores samfund og måde at leve på? Og hvad fortæller det om os selv? Jeg ved ikke med dig, så jeg begynder med mig selv. 

I weekenden var jeg for første gang ude for at vinterbade, og vejen ud til badebroen ved Ballehage Strand, viste en konkret forandring; på stierne i skoven vrimlede det med aarhusianere, der var rykket ud af lejlighederne og husene, ud i naturen. Hjemme hos os er gåture med venner blevet en fast del af weekenden (ganske vist i stadigt mindre grupper, men alligevel), og nu altså også vinterbadning. Vi er på en eller anden måde kommet lidt tættere på os selv.

I folkeskolen har vi set, at det betyder noget, når lærere og pædagoger får frihed til at tilrettelægge hverdagen med færre krav til timetal og formalia. Tænk engang, om vi kan omsætte denne tro på fagligheden til en naturlig del af vores hverdag også efter corona. Ikke for at fjerne krav om metoder der virker, men fordi hverdagen jo leves ude i klasselokalerne.

Jeg har også lært, at jeg er et socialt væsen, der trives i selskab med andre. Online kan meget, men ikke alt og slet ikke skabe nærvær. Til gengæld har online-skiftet bekræftet, at vi hurtigt kan skabe forandringer: Uden en krise er det tvivlsomt, om skiftet til Teams, Meet, Zoom osv. var sket uden den jagt på bekymringer, som ofte følger med forslag om forandringer.

Krisen har vist os, at vi kan meget mere, end vi tror. Tænk engang. Vi har formået at lukke et helt samfund ned, leve med restriktioner og regler, lukke samfundet op – for igen at lukke det ned. Det har lært os, at vilje og fællesskab betyder noget, hvilket alle lønmodtagere og virksomheder oplevet gennem lønkompensation og støttepakker. Et handlekraftig fællesskab kan udrette mirakler.

Derfor er svaret ikke kun, hvor vi var, da krisen ramte. Men hvad vi valgte at gøre, da den ramte. Som samfund og som mennesker.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Avatar placeholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *