Stiften 28/11/20

Snapstinget er ikke det, du tror, det er. Altså med mindre du tror, at det er navnet på en afdeling af det gamle Landsting i Viborg, der i hundreder af år var centrum for handel med værdipapirer og skøder. Og hvor der er penge er der også handel, så omkring Snapstinget – snap betyder hurtig – voksede samtidig et livlig marked med hurtige handler med stude, klude og andet løsøre.

Ikke alt er altid, som det synes, og resten forandrer sig over tid. I dag er Snapstinget først og fremmest forbundet med det, du tror det er; Folketingets restaurant, der fysisk ligger lige under den gamle Landstingssal. Sådan går tingene i ring.

Landstinget blev nedlagt med grundloven af 1956, og dets mødested – Landstingssalen – er siden blevet brugt til større møder, konferencer og debatter. I går skulle salen have dannet ramme om Børnesagens Fællesråds årlige høring, i år om børn i fattigdom. Høringen blev desværre aflyst på grund af Corina-restriktioner på Christiansborg. 

Til gengæld blev en anden høring tidligere på ugen gennemført med 7 organisationer inden for det sociale område. Temaet var Barnets Lov og hvordan vi som samfund håndterer, at en stor gruppe børn vokser op i familier, hvor hverken de eller deres forældre trives. De vokser op med misbrug, vold og uden midler til at leve et liv med venner, fritidstilbud og en tro på fremtræden. Det fortjener ingen, og selv om det er alle forældres pligt at forsøge at forsørge sig selv og deres børn, er det ikke alle der kan. Til gengæld er det en fælles pligt at sikre, at børn ikke vokser op i fattigdom. Børn vælger ikke selv deres forældre, og kan forældre ikke forsørge – eller passe – deres børn, er det fællesskabets opgave. Derfor skal også børn af forældre på offentlig forsørgelse kunne leve liv fri for fattigdom – derfor stod vi bag kravet om afskaffelse af fattigdomsydelserne og en aftale, der i første omgang midlertidigt sikrede børn i af forældre på integrationsydelse lidt luft i økonomien. 

Andre gange skal vi som samfund overtage ansvaret fra forældrene. Flere end 13.000 børn og unge bor i dag ikke hjemme hos deres forældre, men er anbragt uden for hjemmet. De klarer sig generelt dårligere end deres jævnaldrende, ender uden uddannelse og job, mange i misbrug og med udsigt til liv uden de muligheder, andre har. Statsministeren bebudede i sin nytårstale, at flere børn skal tvangsfjernes. Den ambition deler jeg ikke. Ikke uden at se på kvaliteten i anbringelserne. For det kan lyde besnærende let at tvangsfjerne børn, og i en række tilfælde er det den eneste udvej, når livet i familien er uudholdeligt for børnene. Men ikke alt er altid som det synes. Børn er hele mennesker, der på godt og ondt er del af den familie, de er født ind i. 

Så mens jeg ikke deler Mettes ambition om at tvangsfjerne flere, håber jeg til gengæld, vi deler ambitionen om, at anbringelserne skal være bedre. Med en tidligere, hurtigere og mindre bureaukratisk indsats i de familier, hvor børnene lever og mistrives. Og bedre uddannelse og aflønning af plejefamilier, bedre efterværn for de unge, når de fylder 18 år og stærkere samarbejde med frivillige sociale organisationer. 

Hvis vi gør som vi plejer, ændrer vi ikke noget – men det skylder vi børnene og de unge.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Avatar placeholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *