Stiften 28/12/20

De fleste familier har en nytårstradition, som de er nødt til at følge, hvis de skal kunne slippe det gamle år. Måske dronningens eller statsministerens nytårstale, 90-års-fødselsdagen på tv (same procedure every year, James!), kogt torsk, bobler eller et hop fra sofaen ind i det nye år. For mig er nytåret to tankestreger – en lomme af stille eftertænksomhed – mellem hvilke tiden står stille længe nok til, at jeg kan gøre status over det år, der er gået. Og se frem mod det år, der venter. Jeg kunne gøre det en hvilken som helst anden dag på året, men nytåret er altid tid til refleksion: Fik man nået det, man ville? Er der noget, jeg har glemt? Hvad bringer det kommende år og hvilken rolle skal jeg spille?

2020 er ikke et år som alle andre. På den måde ligner 2020 alle andre år. Alle år er unikke og bringer oplevelser, møder, øjeblikke, glæder og sorger, som aldrig kommer igen. Men 2020 kommer nu alligevel til at stå tilbage som noget ganske særligt. På godt og ondt. Derfor vil jeg igen i år give mig selv det samme løfte, jeg gør hvert år, netop som rådhusklokkerne slår og champagnen bliver skænket: jeg vil love at stræbe efter at gøre det bedre næste år, end jeg formåede i det år, som nu ligger bag mig, bag klokkerne, Herrens År og raketterne. For mens jeg ikke kan ændre det der er gjort eller love at gøre det bedre i tiden, der kommer, kan jeg love at stræbe efter at gøre det. Gøre mig umage. Ofte ligger sejren i bestræbelserne i sig selv og beslutningen om at ville og turde, når det gælder. Gennem anstrengelserne mod stjernerne, som den romerske filosof Seneca udtrykker det.

Det er derfor nytåret som tradition er forblevet relevant, ihvertfald for mig. For mens man skuer mod stjernerne – eller i lyset af raketterne på nattehimlen, men året skifter, ser sig over skulderen for at genopleve det forgangne år – fælder man dommen over sig selv: gjorde jeg mig umage? Prøvede jeg hårdt nok? Andre må dømme, hvad de har oplevet. Jeg ved, at jeg er stolt af den indsats, som gode kolleger og medarbejdere i Aarhus Kommune har gjort siden foråret for at følge med i den rivende strøm af informationer og forandringer, der fulgte i kølvandet på Corona. Måneder med arbejde i døgndrift har sikret, at vi som samfund er kommet godt igennem et år, som meget let kunne være endt som en katastrofe.

Fra efteråret kom chancen for at sidde i Folketinget, og jeg sprang til. Gennem anstrengelser mod stjernerne. På listen over, hvad jeg kan se tilbage på er der en stribe af love, som jeg med stolthed i stemmen kan sige; det har jeg stemt for, det er mit vidnesbyrd: Forlængelse af det sociale frikort, en samtykkelov, styrkelse af Folketingets kontrol med regeringen gennem et fast granskningsudvalg og muligheden for at lave en granskningskommission. Og en finanslov, der cementerer et kursskifte i dansk politik; med flere hænder i dagtilbud, nye ressourcer til skolerne, stop for besparelser på ungdomsuddannelserne, styrket public service, en stribe grønne aftaler med flere grønne biler, flere naturnationalparker, en styrkelse af public service og mere børnekultur, bare for at nævne nogle. 

Foran venter 2021 med nye, store spørgsmål: En 10-års-handleplan for psykiatrien, en reform af anbringelsesområdet, diskussion af om kommunerne og regionerne skal håndtere handicapområdet. Listen er lang. Ligesom vejen til stjernerne. Alt vil ikke blive, som jeg tænker det. Men jeg ved, at jeg vil gøre mig umage.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Avatar placeholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *