Stiften 14/03/21

Da mine børn var små, var en af de allerstørste fornøjelser at læse højt for dem. Først pegebøger, så billedbøger med enkelte ord, men hurtigt egentlige historier, som blev læst navnlig ved sengetid. Én af mine yndlingsfigurer var og er Peter Plys, eller Winnie the Pooh, som A.A. Milne gav liv med sin underfundige pen. Vi følger Plys’ liv i og omkring Hundredemeterskoven sammen med vennerne Grisling, Tigerdyr, Æsel, Ugle, Ninka, Kængubarnet og selvfølgelig drengen Jakob. Plys og vennerne er evigt optimistiske. De er hensynsfulde, indsigtsfulde og omsorgsfulde. Kærlige og med et evigt blik for Verdens vrimmel.

De hyggelige læsestunder har inspireret mig til, hvad jeg kalder ‘Peter Plys-metoden’, hvor Plys og Co sætter nogle af livets største gåder på plads med små, enkle citater og dermed omdanner fortællingerne om livet i Hundredemeterskoven til et opslagsværk i det gode liv.  Der er for eksempel ingen grund til sortsyn, der er altid noget glædeligt at hæfte sig ved, eller som Plys siger om en kold vinterdag “Det sner stadig. Og det fryser. Men vi har ikke haft et jordskælv for nylig.” Det hele kunne være meget værre, og som Pys’ gode ven Æsel så rigtigt siger; Det skader aldrig at blive ved med at lede efter solskin. Så sandt.

Det er to sandheder, som har særlig relevans på Christiansborg; der er meget, som kan gå galt – og gør det – men så er der også, det der kunne være gået galt, men som gik alligevel. Og uanset hvad nytter sortsyn ikke, vi må videre eller som den lille bjørns gode ven Ugle udtrykker det: ‘Hvis snoren knækker, så prøver vi at finde en ny snor.

Et andet tilbagevendende tema er venskab – også de usandsynlige, for som Plys siger: “Ukrudt er også blomster, når man først lærer dem at kende.“ Igen er parallellen til Borgen ligefrem. Partitilhør betyder meget, men personlig kemi betyder mere. Jeg griner og diskuterer med kolleger fra Socialdemokratiet og SF, og har fortrolige snakke med de blå, som kræver tillid og forståelse. Jeg vil ikke kalde nogen af dem for ukrudt, for de er velkomne fremmede blomster i min have.

Det er ganske vist sagt om livet i politik, at hvis du vil ha’ en ven, så køb en hund (citatet tilhører retteligt den amerikanske præsident Harry S. Truman (1884-1972)), men måske er det min status som vikar eller også er det bare fordi, jeg ikke tror det er rigtigt. Ihvertfald går jeg frem efter Plys’ devise, at ‘du kan ikke gøre nogen en vennetjeneste for tidligt, for man ved aldrig, hvor tidligt, det er for sent.’ Karma findes.

Det samme gør kompromisser, eller ihvertfald behovet for dem, for vil du have nye venner og lave gode ting sammen med dem, så må du mødes med dem. Eller som Plys siger; ‘Du kan ikke blive i dit hjørne af skoven og vente på at andre kommer til dig. Nu og da må du komme til dem.’ Ud af ensomheden ind i fællesskabet og muligheden for nye eventyr og oplevelser.

Dermed ikke sagt, at man i politik ikke skal have et ståsted, for det skal man, og uden det bliver enhver samtale ligegyldig og intet holdbart resultat muligt. Vi skal vide hvad vi vil, og det er en gylden regel i enhver forhandling, at hvis vi ikke ved hvad den anden leder efter, opnår vi ingen resultater. Eller med Plys’ ord; ‘Før man begynder at lede, er det klogt at spørge nogen, hvad det er, man leder efter.’

Læg så til, at det handler at finde og nyde de små glæder ved selv de mindste fremskridt (Plys siger, at kunsten ved at være lykkelig er at gøre sine glæder enkle) og at hvis alt andet kikser, så prøv med ægte interesse og omsorg for den anden. Og er du i tvivl, så begynd med at leve efter et af Plys’ allerfineste citater; Et kram har altid den rigtige størrelse. Men vent lige til corona slipper sit tag.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Avatar placeholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *