Baggrund: Barnets lov – reform af anbringelser

Statsministeren fremlagde i sin nytårstale et ønske om at øge antallet af tvangsfjernelser, og social- og indenrigsministeren ventes i denne uge at fremlægge et udspil om anbringelser, herunder tvangsfjernelser. Anbringelserne er del af et samlet udspil om Barnets Lov – oplægget her forholder sig til anbringelser, mens i det omfang udspillet omhandler andet og mere kommer det forbi gruppen, når det er fremlagt.

RV har ikke et selvstændigt ønske om at øge antallet af tvangsfjernelser, og var ikke forud for nytårstalen taget i ed, ligesom der ikke er tale om stof fra aftalen om regeringsgrundlag. RV er ikke per definition imod at øge antallet af tvangsfjernelser; det afgørende er, om tvangsfjernelserne – eller rettere anbringelserne, idet de fleste er frivillige – er med til at afhjælpe et problem.

For der er problemer. Der er omkring 50.000 socialt udsatte børn i Danmark, 13.823 var i 2018 fjernet fra hjemmet, de fleste frivilligt. De fleste er anbragt med afsæt i barnets/den unge adfærd og/eller utilstrækkelig omsorg i hjemmet. I 2018 var der 3.871 anbringelser uden for hjemmet (lavere end de forrige år). Og anbragte børn;

  • lever dårligere liv og klarer sig langt dårligere end deres jævnaldrende kammerater
  • vokser op og får dårligere liv med offentlig forsørgelse og lavere beskæftigelsesgrad
  • oplever ofte mange skift under anbringelsen
  • får selv i langt højere grad børn, der bliver tvangsfjernet
  • bliver ofte fjernet meget længe efter problemerne er konstateret

RV ønsker ikke at rejse tvivl om, at anbringelser er et nødvendigt redskab i arbejdet med socialt udsatte børn, unge og familier. Anbringelser kan være eneste løsning; i ca. 6 pct. af alle tvangsfjernelser i 2018 var der f.eks. tale m seksuelle overgreb og vold som begrundelse for tvangsfjernelsen, men der i yderligere 4-5 pct. var tale om misbrugsproblemer hos barnet/den unge selv. Men RV har ikke en selvstændig interesse i at øge antallet af tvangsfjernelser, men det er interessant og relevant at tale om øget kvalitet i den indsats, som samfundet tilbyder de børn og familier, som er i fokus her.

Tre spor til en bedre anbringelse

RV’s tilgang til forhandlingerne vil være, at vi kun vil kunne acceptere en lov, der har som mulig konsekvens, at der kommer flere (tvangs-)anbringelser, hvis disse har en kvalitet og en relevans, der afhjælper problemet. Derfor foreslår RV en national handlingsplan for den gode anbringelse, der hviler på tre grundpiller, nemlig at anbragte unge

  • er almindelige unge
  • har ret til et helt liv
  • har ret til ro og kontinuitet

Anbragte unge er almindelige unge

Anbragte børn og unge ligner deres jævnaldrende. De ønsker tryghed i en familie, at kunne gå i skole og til fritidsaktiviteter med jævnaldrende kammerater, muligheder for at uddanne sig og få meningsfulde job, have venner, fritidsliv, kærester og alt det andet, som er i et ungdomsliv. Derfor skal de have de samme muligheder og ligestilles med andre unge. Det kan kræve særlige indsatser, fordi det at være anbragt er en ualmindelig situation.

Håndtag/forslag

  • Tydelige mål for anbringelsen; En anbringelse skal skabe forbedringer i barnets/den unges liv. Derfor skal der være samme forventninger til skole, uddannelse, job osv. som til andre unge. Konkret betyder det, at anbragte unge i lige så høj grad som andre skal gå til folkeskolens afgangsprøve, begynde og gennemføre en ungdomsuddannelse, komme i job osv.
  • Økonomisk ligestilling af anbragte unge; anbragte unge får ikke SU (fordi de modtager ’anden offentlig ydelse’ (bl.a. selve anbringelsen) og anbragte på institution får ikke glæde af ungeydelsen, som børn der bor hjemme eller i plejefamilier får. Derfor skal en reform sikre økonomisk ligestilling, hvilket samtidig kan indebære ekstra ydelser til de unge. Men en økonomisk ligestilling er et signal om, at vi har samme forventninger til anbragte unge og at alle unge har samme muligheder
  • En tryg skolegang; Alle anbragte børn og unge har ret til en god skole og uddannelse. Derfor skal der som udgangspunkt være ekstra opmærksomhed og ressourcer i form af uddannede pædagoger og lærere til rådighed på skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor anbragte børn går. Det skal tænkes ind i pædagog-, lærer- og rådgiveruddannelser for at sikre, at alle anbragte kan få hjælp til planlægning, lektier mv. Skolerne styrker uddannelse inden for AKT
  • Fokus på sammenhæng til civilsamfund/fritidsmuligheder; fritidspædagogisk kvalitet og fokus på frivillige tilbud, forpligtende samarbejder mellem kommuner og frivillige organisationer om et landsdækkende frivillignet, der kan uddanne frivillige til at være kontakt til anbragte børn
  • Styrket rådgivningsindsats for unge; de eksisterende rådgivningstilbud bliver ikke anvendt i stort omfang. Adgangen til rådgivning skal være kendt og kommunerne skal sikre dette

Anbragte unge har ret til et helt liv

Forældre er forældre i hele barnets og den unges liv. Derfor spiller de biologiske forældre en central rolle i et godt anbringelsesforløb. Anbragte børn og unge har samme ønske til at have væsentlige voksne og fortrolige i deres liv – og hvis deres biologiske forældre ikke kan, skal vi som samfund kunne sikre gode relationer til en betydende voksen.

Håndtag/forslag

  • Den unges stemme er afgørende; i anbringelser skal barnets/den unges stemme altid vægte højt og barnet/den unge skal inddrages i processen omkring en anbringelse. Anbringelser hviler på, hvad der tjener barnet bedst og altid på en samarbejdsaftale.
  • En anbringelse angår hele familien; ideelt set er der ikke behov for at anbringe unge uden for hjemmet. Men virkeligheden er, at nogle familier ikke fungerer på en måde, som giver gode liv for børnene og de unge. Derfor skal der være hjælp og rådgivning til de unge og hele familien. Konkret foreslås det, at der dannes en alliance mellem frivillige og sociale organisationer på området om en samlet, koordineret adgang til rådgivning, der er tilgængelig til i alle kommuner. Der skal desuden være rådgivning og hjælp til de biologiske forældre med at håndtere, at deres barn er anbragt.
  • Ret til en betydende voksen: alle anbragte skal have en betydende voksen, der enten kan være plejefamilie, en pædagog eller en frivillig fra civilsamfundet. Konkret skal det være muligt at frikøbe f.eks. en lærer eller pædagog til at være denne betydende voksne i få eller flere timer. Der laves samtidig forpligtende aftaler med civilsamfundsorganisationer om rådgivning mv., jf. ovenfor.
  • Relation til biologiske forældre; et barn har ret til en relation til sine biologiske forældre – og ret til at afbryde den. Barnet/den unge kan aldrig tvinges til at afbryde eller optage forbindelse til sine biologiske forældre
  • Adoption: mulighed for del-adoption, hvor adoptionen ikke er lig med afbrudt kontakt med de biologiske forældre. Aldrig før screening (Se ’Faseopdelt anbringelse’) i det regionale center og altid med udgangspunkt i en samarbejdsaftale. Tvang er en undtagelse, men ikke en umulighed

Anbragte unge har ret til ro og kontinuitet

Alle børn og unge fortjener en barndom og ungdom uden unødige skift i bopæl, kendte voksne og andre relationer.

Håndtag/forslag

  • Faseopdelt anbringelse; højt specialiserede socialpædagogiske institutioner på regionsniveau, der screener og matcher børn med varig anbringelsessted. Hver region skal have et antal institutioner, som på vegne af kommunerne i den enkelte region håndterer screening og visitering samt ophold for (1) børn under screeningen og (2) børn med behov, der ikke kan imødekommes af plejefamilier. Anbragte børn skal i den forbindelse med afklaringen af specialer prioriteres højt (skal ses i sammenhæng med analysen og handleplanen for det specialiserede socialområde)
  • Mere langsigtede anbringelser; anbringelser er som udgangspunkt et redskab, der skal skærme den unge. Anbringelser skal derfor konkret sikre kontinuitet i den unges liv og altid pege på, hvordan barnet/den unge kommer bedst frem til det 18. år. Dette udmøntes i en samarbejdsaftale mellem de biologiske forældre, den unge, plejefamilien/institutionen og kommunen. Det betyder samtidig, at der skal argumenteres for at afbryde en anbringelse frem for det modsatte – og barnet skal altid være part i drøftelserne
  • Færre skift i anbringelserne; der afsættes xx mio. kr. til forskning og vidensindsamling, bl.a. i hvad der giver færrest skift i de unges liv (se ’Styrket forskning- og vidensmæssig indsigt’). Desuden skal der kunne laves 18-år-plus-aftaler med plejefamilier om anbringelse frem til det 18. år med mulighed for forlængelse til det 25. år. Samtidig udvikles nye boformer for unge, som har været anbragt på institution (se ’Bolig-hjem-garanti’
  • Bedre vilkår for plejefamilier; alle plejefamilier har ret til uddannelse, bedre screening forud for anbringelse hos plejefamilie og ordentlig aflønning (som ikke straffer fremskridt for den unge; gennemsnitsaflønning). Bedre mulighed for sparring hos det regionale center for gode anbringelser
  • Styrket fokus på ikke-betalte relationer; handlingsplan for inddragelse af forenings- og fritidsliv
  • Nye bo- og anbringelsesformer; i forlængelse af den styrkede forskningsindsats etableres nye bo- og anbringelsesformer som f.eks. kan være former, hvor hele familier anbringes sammen eller hvor anbringelsen kun er nogle dage eller dele af døgnet

National handlingsplan for bedre anbringelser

De tre spor bliver samlet i en handlingsplan for bedre anbringelser, der er Det radikale Venstres konkrete forslag til hvordan vi udvikler, styrker og forlænger

  • Styrket forskning- og vidensmæssig indsigt: Der afsætte 35 mio. kr. årligt til styrket forskningsmæssig indsigt i metoder og resultater på området med henblik på at udvikle effektfulde og holdbare anbringelser. Universiteterne og professionshøjskolerne kommer med et fælles udspil til ”et center uden mure”, der skal tilvejebringe relevante og aktuel viden om den gode anbringelse og løbende med sin forskning rådgive det politiske niveau om den gode anbringelse
  • Bolig-’hjem’-garanti til det 25. år; en anbragt ung skal have mulighed for fortsat at bo i plejefamilie/anden boform op til det 25. år; anbragte unge bliver ikke voksne natten før de fylder 18. Samtidig udvikles nye blandede boformer, hvor anbragte og ikke-anbragte unge kan bo sammen, ligesom der udvikles nye anbringelsesformer, hvor man kan bo hjemme nogle dage og på institution/hos plejefamilie andre dage. Bolig-hjem-garantien udvider dermed efterværnstanken
  • Økonomisk ligestilling; Ungekonto og SU: Ungeydelsen skal udbetales til den unge på en særlig Ungekonto til uddannelse, indskud til en bolig mv. som startskud til et godt ungeliv enten på eget værelse med støtte, hos en plejefamilie eller i unge-bofællesskaber. Anbragte unge skal desuden have ret til SU. Samtidig betaler forældre til anbragte børn og unge i dag for en del af anbringelsen. Økonomien skal derfor undersøges med henblik på at sikre anbringelser med maksimal opbakning fra de biologiske forældre
  • Styrket uddannelse og specialisering: pædagoger, lærere og socialrådgivere skal have kompetencer til at kunne identificere børn i mistrivsel. Derfor bør viden om udsatte børn være fast del af uddannelserne. Samtidig skal alle skoler have AKT-medarbejdere, som kan hente rådgivning hos en regional, specialiseret enhed. Regionerne skal have ansvaret for rådgivning af plejeforældre og for driften af højt specialiserede institutioner. Denne del har sammenhæng til den aktuelle analyse af og justering af det specialiserede socialområde.
Kategorier: Politik

0 Kommentarer

Skriv et svar

Avatar placeholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *