Så kom det endelig: det første udspil fra regeringen om en reform af anbringelser af børn og unge. Og selv om der med vanlig sans for det dramastiske kun er levet afsløret en lille bid af det samlede udspil, så er der gode takter i det socialminister Astrid Kragh har sluppet ud.

Der er fokus på barnet/den unges rettigheder, hjælp til børn i udsatte hjem og en generel ret for barnet til at sige ‘nej’ til sine forældre.

Ministeren vil sætte alderen for partshøring ned til 10 år, og jeg er parat til at drøfte, om det kan give mening. Jeg er også parat til at gå langt for at sikre, at ingen børn skal bo hos forældre, hvor de er udsat for vold eller trives elendigt.

Modsat skal vi passe på ikke at læsse alt ansvar over på børnene. Det er de voksne, der skal passe på børnene. Og uanset hvad; vi er vores forældres børn hele livet. Derfor skal børn have lov at sige fra over for samvær – men de skal også have en ret til kontakt til deres forældre. Problemet går ikke væk ved at lukke øjnene.

Samtidig får første smugkig på udspillet blandet straf af voksne ind i udspillet til Barnets Lov: regeringen vil hæve straffen for familiemedlemmers overgreb mod børn og samtidig straffe dem ved at skære i eventuelle offentlige ydelser.

Jeg er med på at drøfte, om vi straffer rigtigt. Det skal vi altid være klar til, navnlig hvis vi tror, at det kan gøre livet bedre for børn. Men ingen børn får bedre liv af, at en voksen mister penge. At gøre et menneske fattigere gør det ikke klogere – tværtimod, viser studier fra Princeston University, at ’fattigdom besværliggør kognitive funktioner’ – sagt på dansk; fattige træffer de forkerte valg, fordi de er fattige, fordi når pengebekymringer flytter ind, er der mindre plads til andre ting.

Love om straf af voksne hører hjemme i straffeloven – og giver ingen mening i et udspil om Barnets Lov.

Kategorier: Politik

0 Kommentarer

Skriv et svar

Avatar placeholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *