Stifte – 09/03/21

En af mine gode venner har fødselsdag den 29. februar, og siden gymnasietiden har han holdt fast i, at hans rigtige fødselsdag så vidt muligt altid skal fejres med manér, når den endelig er i kalenderen. Således også i 2020, hvor dagen tilmed faldt på en lørdag, og på dagen var der disket op med vintermad og godt øl.

Jeg elsker fest, men netop ved denne lejlighed holdt jeg igen. For dagen forinden havde jeg været til et bekymrende møde på mit arbejde i Aarhus Kommune på baggrund af, at der netop var registreret det første tilfælde af coronavirus i Danmark. Samme dag drøftede vi kort og i overskrifter, hvilke procedurer vi ville skulle sætte i gang, hvis smitten ramte. Og så gik vi på weekend. Men til festen lørdag havde jeg en underlig fornemmelse af, at det var bedst, hvis jeg også søndag var helt klar i hovedet. Så jeg tog tidligt hjem og derfra har livet ikke været helt det samme.

Allerede 2. marts blev der indført rejserestriktioner for indrejse fra Norditalien, og den 6. marts kom de første restriktioner, da alle arrangementer med flere end 1.000 mennesker blev anbefalet aflyst. For mig betød det, at familien den 7. marts ikke fik set Adam og Noah i Musikhuset. Den 10. marts blev den samme skole, som inden weekenden havde givet grund til panderynker, på anbefaling fra Sundhedsstyrelsen som den første skole i landet lukket helt ned. Det skete, efter at to med tilknytning til skolen, var blevet testet positiv for corona. Dagen efter gik statsministeren på tv og meddelte, at alle skoler hurtigst muligt og senest fra fredag den 13. marts skulle lukkes ned.

Rent arbejdsmæssigt fulgte den mest hektiske tid, jeg har haft i mit arbejdsliv med daglige ændringer i retningslinjerne, skiftende udmeldinger, spørgsmål om uklarheder, hjemmearbejde og frustrerede kolleger, der savnede at se hinanden og være i et fællesskab. Kollegerne arbejder fortsat hjemme og frustrationen er ikke blevet mindre efterhånden som lyset for enden af tunnelen er blevet tændt og slukket et par gange.

Alt, der er sket siden den dag i 2020 vil være noget, vi kan slå op i historiebøgerne. Epidemien i ‘20, lyder som noget min bedstefar kunne have fortalt, om noget hans far havde fortalt ham. Men det skete for os. Nu lysner det igen. Både fordi, der er kommet gang i vaccinationerne, men også fordi der overalt i landet – trods frustrationer og mental træthed – er blevet lyttet til, hvad der skal til for at holde sygdommen i ave. Danskerne har slet og ret være fantastiske til at ændre hverdagen for at dæmme op for smitten. Nu er de yngste elever kommet i skole igen og i næste uge kommer de ældste elever med også på efterskolerne. Der er grund til at tro, at resten af samfundet gradvist kan begynde at lukke op inden for nær fremtid. 

Hvad har vi så lært? Jeg har lært, at epidemier ikke respekterer grænsebomme og at vi derfor skal arbejde endnu tættere samme over Europas landegrænser også om sundhed. Jeg har lært, at sammen kan vi mere, end vi tror og at det er grunden til, at der på rekordtid blev fremstillet en vifte af vacciner. Jeg er blevet bekræftet i, at fremtiden tilhører de unge, som har holdt hjemmeskole, restriktioner ift. fester og alt det andet ud. Dem skylder vi nu at få tilbage på ret køl og det glæder jeg mig til at diskutere med Folketingets øvrige partier, hvordan vi gør bedst. Jeg har genopdaget, hvad det vil sige at stå sammen; derhjemme, i gaden, i byen, i landet. At vi i fællesskab er i stand til utrolige ting, hvis bare vi tør mærke efter hvad der er brug for. Man skal nemlig lytte til mavefornemmelser, navnlig når det er skudår.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Avatar placeholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *