Stiften 28-04-21 – I den verden, jeg blev født, havde mennesker aldrig sat fod på Månen. Ganske vist var jeg blot otte dage gammel, da Niel Armstrong konstaterede, at det for ham var et lille skridt, men for menneskeheden et gigantisk spring. Men i min levetid har mennesket forladt den kendte og trygge Jord for at flyve gennem rummet, lande på et andet himmellegeme og vende sikkert hjem igen.

Der var amerikanerne, nærmere bestemt deres daværende præsident, Kennedy, som satte sig målet om at nå Månen. For at slå Sovjetunionen, men også for at erobre rummet. En enestående bedrift, som var resultat af tre ting; et ambitiøst og tydeligt mål sat af landets politiske ledelse – erkendelsen af, at hvis man ikke gjorde noget nyt, ville der bare ske det samme som hidtil – og en dedikeret og koordineret indsats fra alle kræfter i et samlet samfund.

Anstrengelserne lykkedes, mennesket har besøgt Månen, er fløjet videre til andre planeter i vores solsystem og har sågar landet fartøjer på Mars, hvor vi dog trods David Bowies fortsatte spørgsmål, fortsat ikke ved, om der er liv. Men vores søgen og stræben efter den næste landvinding fortsætter. 

Målet var Månen, midlet var massive investeringer i forskning og et hav af opfindelser fra både private og offentlige hjerner. Resultatet var dels en månelanding, dels en lang række af opfindelser, som siden er videreudviklet og som har gjort livet lettere, bedre og tryggere for mennesker overalt i verden; et kompakt system til vandrensning, den batteridrevne boremaskine, memoryskum til puder og madrasser og øget regnekraft i computere.

I dag står vi overfor en ny udfordring: Klimakrisen. De ambitiøse mål er allerede sat; en reduktion af CO2-udledningen, men vi er langt fra i mål med handlingerne. Klimarådet er klar i sin kritik: Der mangler en samlet plan for at finde reduktioner, der er ingen strategi for at indfange og lagre CO2, der skal udtages langt mere lavbundsjord og så tøver vi fortsat med det allervigtigste; en stigende, ensartet og høj afgift på udledning af CO2.

Svaret fra regeringen har indtil nu været: Hockeystaven! ja, undskyld billedet, som kræver en forklaring. Staven er et billede på, at hvis vi venter tålmodigt på løsningerne – det er skaftet på staven – kommer de af sig selv til slut – det er det lille blad, der sidder i en vinkel nederst på staven.

Men som i Kennedys USA kommer forandringerne ikke dumpende ned fra himlen af sig selv. Grundlæggende kræver klimakrisen en accept af, at vi grundlæggende skal ændre livsstil og investere massivt i at sikre, at ændringerne bliver både mulige og tålelige. Og det kræver mod og samarbejde. 

Derfor skal vi handle nu, så vi kan nå målet om CO2-reduktion. Vi skal have mod til at diskutere en ændring af selve måden, vi lever: Vi skal have en ensartet sat på CO2. Vi skal flyve mindre og derfor skal der CO2-skat på flyrejser. Vi skal spise mere grønt, og derfor så skal dansk landbrug være verdensførende i omstilling til produktion af plantebaseret kost og samtidig omdanne dårlig landbrugsjord skal blive til god natur. Vi skal producere massivt mere grøn el med flere havvindmølleparker og flere energiøer, fordi flere grønne biler kræver mere grøn strøm. Og vi skal gøre det sammen; det politiske liv, landbrug, organisationer, industri foruden dig og mig. 

Så kan vi – igen – nå til Månen og sikkert tilbage.


0 Kommentarer

Skriv et svar

Avatar placeholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *